søndag den 14. juni 2009

dit og dat

Ja, vi ved det godt, det er lang tid siden, der er kommet nyt herfra. Men vi har haft rigtig, rigtig travlt. Der er lavet prøv-selv-dragter til Leg § Lær, der er syet nye flag og vimpler til den nye ridderbane, der er lavet et nyt oversejl til nålemageren og et til Daglejren, Der er lavet sejl til skibene. Der er syet nye lagener og puder og betræk til flere huse og der er repareret en masse undertøj og tøj. 
Så er der kommet nye dragter fra Indien, fantastisk flotte, håndsyede og i rigtig fine stoffer og farver, prøv at se her
Nu er vi bl.a. ved at lave en ny skaberak til hesten i forhallen, den første var lidt optimistisk lavet i silke, og det holder altså ikke rigtig til børn.
Købmandskonen er stadig igang med vægtæppet med falkonerne og de andre broderier, de kan beses på rammerne i stuen og i sommerstuen.


fredag den 13. februar 2009

Prøv-selv-dragter til børn


En af sommerens nyheder er et nyt "leg og læringsområde" for børn. Der bliver forskellige "hands-on-aktiviteter" og altså også dragter børnene kan prøve. 
Vi er derfor i fuld gang med at lave en masse dragter i materialer der ligner, men ikke er, silke eller uld m.v. Dragterne bliver også syet helt på maskine, ingen håndsyning. På den måde kan vi hurtigt og billigt lave en række dragter til publikumsbrug. Det er tanken at udstille en enkelt dragt i de rigtige materialer, håndsyet og det hele, til sammenligning, og så iøvrigt opfordre publikum til at se på de dragter Sundkøbings beboere bærer og til at besøge væveren, farveren og skrædderen, samt se de fineste stoffer som købmanden sælger fra sin dile (butik).
Der bliver lavet en række fine dragter, i look-a-like silke og brokade, kjoler med helvedesvinduer, kjoler med meget vige ærmer, kjoler i demi-parti etc.
Så bliver der også lavet en række simple dragter, bonde, håndværkersvend etc, i mere grove materialer.
Alle dragterne bliver tydeligt mærket så de ikke forvilder sig ind i lånedragterne til frivillige. 
Endelig bliver der lavet dragter til kamptræning: vamse, hjælme og vanter i polstret lærred.

torsdag den 15. januar 2009

Gamle venner

Gennem de sidste tre år har et par af mine private genstande været brugt i en udstilling om handelsvarer i Middelaldercentrets udstilling i Hallen. Blandt andet et par broderede punge, som eksempler på hhv. engelsk og tysk broderi.
Nu er der lavet en ny udstiilling, så jeg har fået de gamle punge tilbage.
Den ene er i opus anglicanum, med Sct Jørgen på den ene side, skt. Martin på den anden. Syet i silke på hørbund, med split, kontur, nedlagt syning og lidt kædesting (pungen er 10 år gammel og dengang var jeg ikke opmærksom på, at kædesting ikke er almindeligt i 1300-tallet, man bliver jo heldigvis klogere)


Den anden pung er i tysk stil, det er en en (næsten)kopi af en tysk 1300-tals pung fra Victoria og Albert Museet i London (jeg har set den in real life). Den er lavet i 1998 og det tog mig 60 timer at lave den. Jeg er ellers ikke så begejstret for det tyske geometriske broderi, det er smukt, men frygtelig kedeligt at lave. Der er iøvrigt rigtig mange andre, der har lavet netop denne pung, mønstret til den er tilgængeligt på nettet, se bare her
Nu jeg genser pungene, så trænger de til at blive repareret og måske pimped lidt med bedre (løkkeflettede)snore og tyrkiske knuder. 
Flere billeder af punge, se her

Dragtjournalen

Danske museers dragtpulje er et netværk af museer i Danmark med dragtsamlinger. Interesserede kulturinstitutioner og private, der arbejder med historiske dragter, kan også være medlemmer.
Læs mere på http://www.dragt.dk/
Dragtpuljen udgiver et tidsskrift - DRAGTJOURNALEN - som er et non-profit, tværfagligt tidsskrift tilknyttet museernes dragtpulje.

Der er flere meget interessante middelalder-relaterede artikler i tidsskriftet. Klik på link'ene og læs artiklerne:
Dragtjournalen 1, 2007:
Dragtjournalen 3, 2008:
Dragtjournalen 4, 2009:

tirsdag den 6. januar 2009

Reparationer

Systuen kontrollerer al middelaldertøjet efter sæsonen. Af det kontrollerede tøj bliver alt det, der skal repareres på systuen indtil det er færdigt, resten hænges på plads i dragtkælderen igen. Der er store mængder af tøj, der skal repareres.
Undertøjet er udsat for stærkt slid, sved og sol mørner hørstoffet, selvom det har hjulpet en del, at vi nu næsten udelukkende bruger ret groft, ubleget hør til undertøj. Kun ridderne og købmanden får undertøj i hvidt lærred eller silke.
Ulddragterne slides selvfølgelig også. Der er typisk slidskader under armene og området hvor bæltet og det, der hænger i bæltet, slider på stoffet.
De dragter, der bruges af de ansatte er typisk i bedre stand end dragter der bruges af mange forskellige, bl.a. fordi de er syet til personen, og derfor passer godt og fordi man passer godt på ”sin egen” dragt, man skal jo have den på hele sæsonen.
Vi er begyndt at lave syrkotter, altså overkjoler, til de kvindelige ansatte til brug i koldt vejr.

Jette

jette@middelaldercentret.dk

mandag den 29. december 2008

Broderier

























Nu må jeg snart få taget mig sammen og få opdateret siden om broderier på Middelaldercentrets side, men ting tager som bekendt tid! Og der skal jo også broderes ind imellem.
Lige nu har jeg som sædvanlig gang i et "rejsebroderi". Det er ikke småting man kan nå i lufthavne, busser, biler, på hoteller m.v. Det er dog mest praktisk hvis det er et mindre arbejde, så det er som regel en pung i Opus Anglicanum jeg har gang i.
Men derhjemme kan man jo håndtere større ting, og når der nu skal bruges et broderet vægtæppe i købmandshuset, så er det jo bare med at komme igang.
Motivet er en rytter, en ung mand med en falk og det er taget fra en ganske lille fransk bogillustration fra første halvdel af 1300-tallet. (Brunetto Latini, Le Livre du Tresor)
Vægtæppet vil få 4 eller 6 ryttere, alle med en broderet ramme omkring (a la korstolene i Lund).
Hver rytterfigur måler ca. 27x32cm. Der broderes med entrådet uld, meget af det plantefarvet på centret. Stingene der bruges er især kontursting og nedlagt syning.

tirsdag den 16. december 2008

Ting og sager fra Indien

Middelaldercentrets butiksbestyrer Tina og undertegnede har været et smut i Indien for at bestille nye varer. Vi har bestilt en række nye dragter til mænd, kvinder og børn, i samme fine kvalitet, som de første dragter vi fik leveret tidligere i år og som er blevet brugt sommeren over af de frivillige, enkelte er også blevet solgt i butikken. 
De nye dragter er primært til at supplere dragtkælderen med, daglejren skal også have nogle, og andre vil komme til salg. De er i ren uld, med snøre- eller knaplukning fortil og med indvendig forstærkningskant i hør i hals og håndledsåbning. Håndsyede alle synlige steder. Billeder følger. Når salgsdragterne er i hus, kommer de på museumsbutikkens online-side ( Museumsbutikken) 
med angivelse af størrelse, farve, pris m.v.
Der er også bestilt hætter, de er nemlig helt udsolgt fra butikken. Og iøvrigt mangler vi i dragtkælderen, en-eller-anden er nemlig kommet til at kogevaske et parti af de gamle hætter, så nu har vi en masse meget tætte, varme og ret stive børnehætter (med alt for stort foer). De nye hætter er både simple hætter i træk-over-hovedet-modellen og fine kvindehætter  med (stof)knapper i frontlukningen. Billede følger.
Der er også lidt sko-nyt. Vi har nu ordnet problemet med at skoene var syet for løst og de sidste også med en forkert tråd. Der er nye folk på nu, og de eksempler vi har set, et helt i top, blødere læder (stadig barkgarvet), stramt syet med rigtig tyk vokset hørtråd. De ikke-helt-perfekte-sko er taget ud af butikken og ender i dragtkælderen så skoene til salg er af en god kvalitet!
Tina har også bestilt en masse andet til butikken, men det falder lidt uden for emnet her :-) Dog vil jeg lige nævne, at der nu kommer nogle meget fine vokstavler, så vi kan sælge tavler og ben-stylos'er som et samlesæt. 
Så er der jo en masse fantastiske tekstiler i Indien. Jeg fandt et rigtig lækkert stykke silke, diamantkiper, i off-white, som jeg vil bruge til hovedlin og måske et pudebetræk og ..? Jeg købte (privat selvfølgelig) 10 meter og det var rigtig dyrt, 300 rupes/m, eller ca 36 kr/m og det er f..... dyrt i Indien.
Jeg har også købt 10 meter stribet uld i rød-hvid som jeg vil lave en dragt til mig selv af, mere sjældent end kønt måske, men der er jo kilder på rød-hvid stribede dragter, så!

mandag den 15. december 2008

Dragtmønstre


Middelaldercentrets dragter laves enten til de enkelte medarbejdere/frivillige eller som lånedragter til centrets dragtkælder.
Vi bruger dels mønstre, der er lavet efter 
bevarede dragter og dragtdele, fx. Herjofsnæsdragterne fra Grønland, Bockstenmanden fra Sverige, dels mønstre lavet efter andre kilder, kalkmalerier, figurer (især grav-epitafer), vævninger, broderier etc. Der anvendes primært nordeuropæiske kilder.




Tegningen af KVINDEKOFTE TYPE A er bare en principskitse, lad være med at forstørre den op og klippe efter den. Men den er et eksempel på en ret simpel kvindedragt med et stofforbrug på ca. 3 meter uld.









Litteratur med brugbare snitmønstre: 

Nockert, Margareta; Bockstensmannen och hans dräkt. Borås 1997

Thursfield, Sarah; The Medieval Tailor’s Assistant. Making common garments 1200-1500.  Ruth Bean, Carlton, Bedford. 2001

Østergård, Else; Som syet til jorden. Tekstilfund fra det norrøne Grønland. Århus Universitetsforlag 2003

Og ja, det er et hav af andre publikationer, men disse her er vældig fornuftige og pålidelige.

Hvad hed tøjet. Dragtbetegnelser fra 1380-1420, af Camilla Luise Dahl. 
(pdf, 1,2 MB) Et hæfte i centrets serie VEJLEDNINGER, specielt for
Middelaldercentrets frivillige 


tirsdag den 9. december 2008

Køb af materialer


I den ideelle Verden skulle ens middelalderdragt selvfølgelig være af håndspundet tråd, håndvævet, 100 % håndsyet og i de rigtige materialer. Det er der skam også nogle, der gennemfører, men for de, der ikke magter det, er der heldigvis alternativer.
Der kan købes moderne stoffer, som minder ganske meget om de middelalderlige, og det kan blive en hel sport at finde frem til dem.

Grundlæggende bruges der hør, uld og silke.
  • Hør er til undertøj: mændens broge og skjorte, kvindernes særk, til forklæder og til kvindernes hovedtøj, til kyser og til foer.
  • Uld er til de ydre dragtdele: mændens hoser, trøje (dublet), kofte, hætte og til kvindernes kofter, hætter, strømper m.v.
  • Silke er for de fine og kan her bruges både til undertøj og de ydre dragtdele.
  • Pels er til foer og kantbesætning.
Ens dragt skal afspejle ens status, de fine stoffer og de dyre farver (især (kermes)rød, (indigo)blå, sort) er forbeholdt købmandsstanden og ridderne

Hvor kan man så købe materialerne?
Her er en ganske kort og noget overfladisk indgang. I er velkomne til at sende mig en prøve, så vil jeg gerne kommentere den. Send til Middelaldercentret, Ved Hamborgskoven 2-4, 4800 Nykøbing F., Att. Cath og skriv din mailadresse, så svarer jeg så hurtigt, jeg kan.

Hør kan købes allevegne, når det er på mode. Brug lærredsvævet hør, ubleget eller hvidt. Tynde kvaliteter til hovedtøj, grovere til undertøj og forklæder.
Er du på rejse kan hør med fordel købes i Sverige, England, de Baltiske lande, undertiden i Holland.
Uld Køb 100% uld (der må desværre være op til 7% kunststof i ren uld). Lav evt. en brændprøve: stoffet skal forkulle, ikke smelte. Køb lærredsvævet eller kipervævet, ensfarvet, stribet eller ternet.
I København har Hvidbergs ved Vandkunsten fine stoffer.
Er du på rejse kan uld med fordel købes i England og i de Baltiske lande
Silke Det er lidt mere tricky, middelaldersilke er mange ting. Undgå brokade, med mindre det er replikastoffer, de moderne brokademønstre duer ikke! Undgå thaisilke.

Lav din egen dragt

Som frivillig på Middelaldercentret kan man selvfølgelig låne en dragt fra centrets store dragtkælder, der er over 100 lånedragter i alle størrelser. MEN, det kan jo også være rart at have sin egen dragt, eller dele af en dragt.
Har du lyst til at at sy dit eget, så kan du enten møde op til en af Guldborgsund Gildets kursus weekender eller du kan kontakte mig og få en aftale om et Åben Systue arrangement, det sidste vil typisk være en onsdag aften i en ulige uge, men andet kan også aftales. ELLER, du kan deltage i denne blog og få gode råd og vejledning her.