Brugte den forgangne weekend til at læse Lise Warburgs bog Den strikkende Madonna, 12 essays til strikningens geografi fra 2018. Den er på 494 sider, pænt med illustrationer.
Den rokker noget ved de gængse forestillinger om hvornår strik optræder i Norden. Warburg mener at strikning bredte sig til England, Skotland, Irland og det nordlige Europa i øvrigt i kølvandet på vikingerne. Der er også en strikket sok, i blå og hvid bomuld fra en vikingegrav på Langeland, godt nok formentlig en importvare fra Persien. Her får tekstilarkæolog, prof. Lise Bender Jørgensen en på hattepulden for at have afvist sokken som værende fra vikingetid.
Hun bruger de strikkende madonnaer fra midt og slut 1300-tallet som indication for at man kendte til strik som en almindelig husmoderlig syssel i Europa.
Manglen på strik fra det danske / nordiske område forklares ved at strik er nemt at trevle op og derfor kan garnet genbruges, modsat nålebinding der er ret umuligt at trevle op. De mange fund af strik fra 1500-tallet og frem i Norden modsiger jo lidt den teori. Det er mærkeligt, hvis strik har været almindeligt i middelalderen, at der slet ikke er nogen fund af det i Norden.
Og ja, gu er der strik i middelalderen, strikkede silkehandsker til biskopper, også nogle strikkede silkepuder, og de tyske strikkede relikviepunge jeg har skrevet om før. Men sådan almindelig strik, sokker og vanter?
Nogen der har set pinde med en krog i den ene ende i det arkæologiske materiale forresten? Sådan lidt a la en hæklenål. Det tidlige strik skulle være lave med pinde med krog.
Ellers er det sjovt at læse om de forskellige ord for strik og hvordan de er forskellige i tid og geografi.
Også de forskellige strikketeknikker der ændrer sig over tid er interessante. Jeg skal i alt fald igang med totrådsstrikning til strømpehæle og andet der skal være fast og solidt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar